søndag den 13. januar 2008

Stor løbsdag på Vincennes!

I eftermiddag afvikles den sidste forprøve før Prix d'Amerique - Prix de Belgique på Vincennes.

Her mødes 18 mere eller mindre seriøse kandidater til Europa's største travløb, men som det ofte ses i netop disse løb, så er nogle af deltagerne blot ude for at prøve formen lidt af - eller sagt med andre ord - de vil næppe køre deres chancer.

Det er accepteret - og det kan man undre sig over.

Men ud fra et dyreværnmæssigt synspunkt er det at foretrække.

Kravene til vore travheste i dag er blevet utroligt store - de tider, der løbes på, kunne man ikke forestille sig for blot ti år siden.

Ja, i 1998 satte Dryade des Bois ny rekord for Prix d'Amerique med 1.14.3!

Blot to år efter vandt General du Pommeu på 1.12.6 - en betragelig rekordforbedring og nu er vi så nede på de tider, der kræves for sejr i vore dage.

I fjor vandt Offshore Dream i ny rekordtid 1.12.0.

Bedre heste, bedre træningsmetoder samt et banelegeme, der er utroligt hurtigt, er årsagen til denne nærmest eksplosionsagtige udvikling i de rekordtider, der nu præsteres på Vincennes.

Og som altså kræver utrolig meget af de firebenede aktører.

Eftermiddagens program på Vincennes byder ikke blot på Prix de Belgique som et spændende opgør.

De bedste 3-årige hopper mødes i Prix Gelinotte over 2700 meer, og her er spindesidens stjerne, Return Money (Corot) med Thierry Duvaldestin favorit. Hoppen syner ikke af meget, men gør sit arbejde godt - det er foreløbig blevet til fire sejre og en andenplads i fem starter og en indtjening på 144.000 Euro - førstepræmien i eftermiddag er på 50.000 Euro.

Prix de Belgique har også en førstepræmie på 50.000 Euro, og her er hoppen Nouba du Saptel med sin ejer og træner Pascal-André Geslin favorit. Hoppen vandt i begyndelsen af setptember Prix du Bourbonnais helt efter behag, med i Prix de Bourgogne galoperede hun, da Geslin for første gang i løb trak ørehætten.

Interessant skal det her blive at se, hvordan Going Kronos med Lutfi Kolgjini klarer sig - det er vel "upp til bevis" efterhånden for unghestestjernen. Også Russel November med Hugo Langeweg Jr er en interessant starter i løbet.

Mit tip til Prix de Belgique ser således ud: Exploit Caf - Nouba du Saptel - Lontzac - Outs.: Going Kronos.

Exploit Caf, der køres af Giampaolo Minucci, var senest en god nummer tre i Prix de Bourgogne uden chance for at komme ud til slut - og Lontzac er en herlig stabil slider, der altid gør sit bedste.

Sidste års PDA-vinder, Offshore Dream med Pierre Levesque vælger at gå ud i det nyindstiftede Prix Tenor de Baune, der også har 50.000 Euro i førstepræmie.

Spørgsmålet er, om Levesque trykker til Offshore Dream 14 dage før storløbet - i hvart fald har Paris Turf Farifant med Roberto Andreghetti som favorit - det ville den næppe være i et normalt løb!

Endnu et 100.000 Euro-løb er programmet - et montéløb, der bl.a. har deltagelse af svenske Rite on Track med Philippe Masscaele.

Ingen kommentarer: